Er du ikke kunde?


Sådan limer du Aluminium

Limning af Aluminium

Aluminium er et sølvhvidt metal og er det næstmest anvendte metal i verden, kun overgået af jern. En af de store fordel ved aluminium er dets lave vægt, og derfor er det ofte anvendt transportindustrilen. Aluminium anvendes dog også i mange andre brancher som fx elektronik, fødevareindustrien og en lang række produkter, hvor design og flot finish er afgørende. 

Limning
For optimal vedhæftning bør emnerne altid afrenses, før limningen påbegyndes. Da aluminium har et tyndt ydre oxidlag, bør emnet ligeledes slibes inden limningen. Dette sikrer, at limen ikke hæfter limen på oxidlaget men på selve aluminiummet.

Aluminium er med en overfladespænding på omkring de 900 mN/n et ret limevenligt materiale. Der er mange forskellige limtyper, der kan benyttes til aluminium. Én type man dog bør undgå, er den anaerobe lim, som ellers er designet til metaller. Det skyldes, at anaerobe lime først hærder ved kontakt med metalioner. Derfor udebliver virkningen ved emner af passivt metal, fx aluminium.
En række sekundlime (cyanoakrylat) kan sagtens anbefales til limning af aluminium. Hærdningen sker meget hurtigt, og det er nemt at dosere. Hærdetiden betyder dog også, at efterjusteringer af monteringen ikke er mulig.

Vil man have lidt længere arbejdstid, eller limer man aluminium mod aluminium, kan en 2-komponent polyurethanlim anbefales.
En passende 2-komponent MS-polymer lim kan også være vejen frem. Hærdetiden er noget længere end ved polyurethanen og sekundlimen. MS-polymer har blandt andet den fordel, at den er meget skånsom i forhold til arbejdsmiljø, ligesom den er nem at anvende og kan hærde både på våde emner og ved meget lave temperaturer. Limen kan modsat silikonelim overmales efter udhærdning.
Nogle MS-polymer lime er FDA-godkendt (Food and Drug Administration), som er USA's fødevare- og lægemiddelmyndighed. 
UV/lyshærdende lim er velegnet til limning af aluminium, men her skal man være opmærksom på, at minimum et af emnerne skal kunne gennemlyses for at aktivere limen og påbegynde udhærdning.