Er du ikke kunde?


Potting og indstøbning af elektronik

Indstøbning af Elektronik

Hvorfor?
Når man arbejder med elektronik, har man ofte at gøre med sensitive materialer og komponenter. Der skal ikke gå meget galt, før en lille censor eller diode ikke kan udføre den tiltænkte opgave. Derfor kan det være en god idé at indstøbe enten hele printpladen eller visse komponenter, der har behov for beskyttelse. En indstøbning kan beskytte elektronikken mod det omkringværende miljø – vind og vejr, stød og slag, svamp, fugt og støv osv. En god indstøbning sikrer altså, at komponenterne lever længere og ikke kortslutter.
Også i den voksende LED-branche bruges transparent/glasklar indstøbningslim som beskyttelse af emnerne. Limen beskytter emnerne mod fugt, vibrationer, mekanisk belastning og høje og lave temperaturer.   

Coating eller potting?
Der er flere måder at beskytte sin elektronik på. To eksempler er coating og potting. 

En coating er en tynd film, der sprayes ud over emnet for at beskytte mod forureninger som fx fugt, støv, kemikalier osv. En potting derimod er, når man placerer sit emne i en lille boks eller kabinet og derefter tildækker emnet med lim således, at emnet bliver indkapslet, og boksen/kabinettet bliver en del af det færdige produkt. Grunden til at bruge potting frem for coating kan være, at man har en printplade, der skal kunne tåle stød af en vis styrke.

Nogle gange kan det være en fordel at benytte sig af den såkaldte ´dam and fill´-metode. Hvis man eksempelvis har en printplade, hvor kun et enkelt eller få komponenter har behov for beskyttelse, er der ingen grund til at bruge unødigt meget lim til indstøbningen. Her starter man med at bygge en ’dæmning’ rundt om komponenten, hvorefter man fylder den med den valgte indstøbningslim. Det siger sig selv, at limen man omringer komponenten med først skal være meget højviskos, så den ikke flyder ud. Herefter kan man fylde dæmningen med lim med en passende viskositet til emnet. Denne metode er økonomisk fordelagtig, når kun visse komponenter på fx en printplade har behov for beskyttelse ved indstøbning og med det rigtige doseringsudstyr, er det ikke videre tidskrævende.  

Lim til indstøbning
Der er flere forskellige muligheder, når det kommer til at vælge den lim eller støbemasse, man vil anvende til at beskytte sin elektronik. En 2-komponent polyuretanbaseret lim har eksempelvis mange fordele. Det er en slidstærk lim, der beskytter optimalt mod fugt. Den har generelt gode kemiske, mekaniske og dielektriske egenskaber og klæber godt til langt de fleste materialer. Man får dem som regel i sort eller transparent. Når man bruger lim til indstøbning af elektronik, kan det i nogle tilfælde være en fordel med en transparent lim. Det kan f.eks. være, når man har at gøre med en LED eller censor, der har til formål at registrere og reagere på bevægelse. Polyuretanbaserede lime kommer også i forskellige hårdheder. Man kan få en ganske fleksibel lim eller en lim, der er så fast, at man kan slibe på den. Ligeledes kan man få den i stort set alle viskositeter. Ofte er det ønskeligt med en forholdsvis lavviskos lim, der selvnivellerer relativt hurtigt, når det drejer sig om elektronikindstøbning. Den eneste ulempe der umiddelbart kan nævnes, er polyuretanlimens forholdsvis lave temperaturbestandighed. Har man et emne, der vil blive udsat for temperaturer over ca. 100C er polyurethane ikke hensigtsmæssigt.. 

Er der behov for en indstøbning, der tåler højere temperaturer end  polyuretanlimen kan man bruge en 2-komponent epoxylim. Denne lim har en varmebestandighed på op til ca. 180ºC, og den beskytter godt mod fugt, støv og kemikalier. Også her er det muligt at få en transparent lim, og der er også mulighed for mange forskellige viskositeter. Vær dog opmærksom på hårdheden, da epoxylim er en ret ufleksibel lim med en høj Shore. Den er ligeledes svær at fjerne igen, hvis dette behov skulle dukke op.

Her finder du en lister over produkter der er meget velegnet til indstøbning/potting af elektronik