Er du ikke kunde?


Sådan limer du Polyoxymethylen (POM)

Limning af Polyoxymethylen (POM)

Polyoxymethylen forkortes i daglig tale POM og er et plastmateriale, der har fundet vej til mange forskellige industrier. Det har en god hårdhed, stivhed og sejhed. POM er bestandig over for olie, alkohol og langt de fleste baser. Det bliver dog angrebet forholdsvis hårdt af mange forskellige syrer. Det har til gengæld meget gode elektricitetsisolerende egenskaber. 
POM er ikke i udgangspunktet et UV-stabilt materiale og egner sig derfor ikke altid til udendørsbrug. Der er dog en undtagelse. Sorte og specielt stabiliserede typer af POM kan og bliver brugt udendørs. Det bruges både i tandhjul, ruller, skruer, styreskiver og i bilindustrien også til hængsler og benzindæksler. 

Limning
For optimal vedhæftning bør emnerne altid afrenses, før limningen påbegyndes.

POM har en meget veludviklet kemikaliebestandighed, hvilket kan gøre det udfordrende at opnå en høj vedhæftningsstyrke. Problemet er dog ikke større, end at flere gode løsninger er tilgængelige. Det er vigtigt med POM, at man gør overfladen ru, inden limen påføres. Det kan fx gøres ved en kemisk ætsning eller mekanisk slibning.

Skal POM hæftes på metal, kan man med en 2-komponent epoxylim opnå en ganske høj styrke. Også en 2-komponent polyurethanbaseret lim vil hæfte godt på POM. Sådanne lime tilbydes i alle viskositeter og med mange forskellige hårdheder. Alternativt kan man påføre primer, lade emnet tørre og derefter lime med den rette sekundlim (cyanoakrylat). Sekundlimen er nem at dosere og hærder, som navnet antyder, ekstremt hurtigt.