Er du ikke kunde?


Glass Transition Temperature (Tg)

Hvad er Glass Transition Temperature

Glass Transition Temperature (glasovergangstemperaturen) er kort sagt en betegnelse for, hvornår polymere stoffer som f.esk. silikone eller epoxy går fra at have en glasagtig struktur til at blive blødt og elastisk.
Ofte forkortes betegnelsen Tg.

Ved denne temperatur bliver stoffets molekyler mere mobile, hvilket gør stoffet mere fleksibelt.
Tg er altså mere præcist bestemmelsen af, hvornår denne proces forekommer. Det er nyttigt at kende til dette fænomen, når man arbejder med lim, fordi det siger noget om, hvordan limen, når den er udhærdet, opfører sig ved forskellige temperaturer.
Når en lim når sin Tg, påvirker det fleksibiliteten, bestandigheden over for kemikalier, volumen, styrken og hårdheden. 

Tg er ikke én bestemt temperatur men snarere et temperaturspænd inden for hvilket, stoffet drastisk ændrer egenskaber.
Det er vigtigt at understrege, at Tg ikke er et smeltepunkt.
Det er den temperatur, hvor de ovenstående egenskaber ændrer sig.
Det betyder faktisk, at man stadig godt kan bruge en lim, der er overgået fra glastilstand til en mere elastisk tilstand. I nogle tilfælde kan man ligefrem tale om, at det er en fordel at bruge en lim, der er over dens Tg.
F.eks. ligger Tg for mange silikonelime (som er fleksible produkter) under -100°C og ved epoxylime (som er sprøde produkter) over +60°C.
Når limen går over dens Tg, bliver den altså mere fleksibel og mere resistent over for slag, vibrationer og materialeudvidelser.
Køles limen senere hen ned til under dens Tg, vil den igen overgå til den sprøde glastilstand.